Javascript Menu by Deluxe-Menu.com
 
 
nyheder  « klik her for at komme tilbage til listen
 
Danske gloser - og musikalske genrekryds
19-03-2008 | Af Henrik Friis

Lizzie - dansksproget musik der sælger i
spandevis.


Ny dansksproget musik trives i bedste velgående. Det kunne mærkes i det store antal ansøgere til årets SPOT Festival inden for stort set alle genrer gående fra singersongwriting over pop til rock. Og det kan i høj grad mærkes i æteren og hos publikum i denne tid, hvor en sanger som Lizzie - mens dette skrives - nærmer tredobbelt-platin for 45.000 solgte eksemplarer af singlen ”Ramt i Natten”.

Netop Lizzie kan opleves på årets SPOT Festival, hvor den islandsk/færøske/danske sangers miks af pop og r’n’b og med klare tilbageblik på 80’er-lyden a la Anne Linnets Marquis de Sade er sat på programmet. Det samme gælder en anden dansksproget sanger, Szhirley, som hører til i samme genremæssige boldgade - og som endda har taget det gamle Marquis de Sade-hit ”Glor på vinduer” op i 2008-forklædning som optakt til ”Hjerter Dame”-albummet, der udkommer 21. april.

En tredje kvindelig repræsentant for ny dansksproget musik er Sys med efternavnet Bjerre, hvis små finurlige popsange med sprælske og meget personlige tekster er blevet kaldt ”pop’n’roll” – og som egentlig først startede på sangskriveriet efter duetten ”Præsident i USA” med Thomas Buttenschøn. Siden har hun varmet op for både Buttenschøn og pt. Tue West på deres respektive turneer.


Kenneth Thordal

Men drengene kan også. Peter Sommer behøver vel ingen introduktion for sin rolle som mundret dansk rocktroubadour – han udkommer med ”Til rotterne. Til kragerne. Til hundene” til efteråret, og præsenterer sikkert en del af det på SPOT. Og Sommer og de andre dansksprogede favoritter har på det seneste fået hård konkurrence af Kenneth Thordal, som med sit tredje og seneste solo-udspil ”Alt og Ingenting” har fået titler som ”ny nationalskjald” m.m. hæftet på sig på grund af de utraditionelle ordsammensætninger og flot drejede sange. Og så er der også Mads Wæhrens som kommer til SPOT med sit nye projekt, hvor Wæhrens fortolker digte af Henrik Nordbrandt – med gæster fra bl.a. Under Byen.



Genrekrydsende samarbejder


Jomi Massage og Lars Møller - klagesange i
spottenes skær.

Og SPOT byder på flere projekter: Som vanligt samarbejder festivalen med genreorganisationerne inden for jazz, folk og verdensmusik, og i fællesskab med Dansk Jazzforbund præsenteres to særlige miks af kulturgenrer:

Dels The Orchestra feat. Jomi Massage & Lars Møller, der fremfører det høøøjt roste projekt med Signe Høirup Wille-Jørgensens ”Danske Klagesange” lavet i samarbejde med saxofonisten, komponisten og orkesterlederen Lars Møller. Dels er der projektet  Asta Nielsen: Towards The Light feat. Struck, Tranberg, Hyhne & P.O. Jørgens, hvor den tidligere Swan Lee-guitarist Jonas Struck har taget det meste af sit Bugpowder-hold med sig sammen med  trommeslageren Peter Ole Jørgens og har sat musik til 1917-stumfilmen ”Mod Lyset” -  med den Danmarks første og  internationalt største filmstjerne Asta Nielsen. 

Og så er Dansk Jazzforbund også medafsender når Pauseland præsenteres - kammerjazz med bl.a. Christian Vuust (sax) og Jakob Buchanan (flugelhorn).

FFS - Folkemusikens Fællessekretariat henter Lystens Tone og Henrik Jansberg Band til SPOT. Lystens Tone med Vibe Ulbrandts sang (og dans) og Niels Ulbrandt (laptop, flygel) har vakt opsigt både hjemme og ude  - en amerikansk anmelder kaldte gruppens udtryk ”an otherworldly sound”. Mens Jansberg Band med violinisten Henrik Jansberg i fokus på samme tid vedkender sig folkens rødder og skuer frem – i både melodiskrivning og udtryk.

Endelig byder World Music Denmark på Klezmofobia – en sprælsk newyorkerficeret udgave af klezmermusikken med støjende el-guitar, harmonika, trompet, klarinet m.v.,  der vandt World Music Denmarks pris for årets bedste album i fjor.

SPOT vender tilbage med flere navne snarest.