Javascript Menu by Deluxe-Menu.com
 
 
nyheder  « klik her for at komme tilbage til listen
 
Helt nyt elektronisk initiativ på SPOT
17-04-2008 | Af Bjarne Roursgaard

Heidi Mortenson – Legesyge
popproduktioner med et twist.
 
Electronic Music Aarhus (EMA) er et helt nyt initiativ, hvis allerførste arrangement søsættes under dette års SPOT Festival med ni indslag, der kommer vidt omkring i den elektroniske genre.

Baggrunden er, at Århus gennem de senere år er blevet samlingssted og base for en imponerende række af musikere fra elektroniske scene. Den koncentration af musikere har fostret et nyskabende, kreativt kunstner-miljø i byen, som har fået yderligere effekt via den øgede interesse for og distribution af elektronisk musik i det hele taget.


Det er frugterne af dét miljø, der får sin premiere under dette års festival, når EMA og SPOT præsenterer ni forskellige bud på elektronisk musik anno 2008 - under en hel aftens program i Filuren, Musikhuset Aarhus.






Wäldchengarten – knitrende og smukke
støjflader der pirrer dine sanser.
De mest kendte navne er vel  Wâldchengarten, der har turneret i Europa, Asien og Brasilien med deres foruroligende og transcenderende electronica. Puzzleweasel, der med  baggrund i rave og junglescenen, skubber ved sanserne og de musikalske grænser, og bl.a. andet har som mål at "kortslutte hjernen og gøre anklerne ømme" hos publikum. Karsten Pflum, der kommer med sin legesyge og anarkistiske tilgang til musikken med inspirationer fra 80'er synth pop, Detroit-techno og nordisk folk: Atmosfærisk, harmonisk og groovy trance. Og Morten Riis, som laver konkret musikalske kompositioner - på basis af elektroniske fejl og mislyde…






Karsten Pflum – Atmosfærisk trance med et
snert af Detroit-tecno.

Men der er også Heidi Mortenson, der står for legesyge lydeksperimenter og bl.a. har lavet optagelser med hovedet inde i vaskemaskinen til sine sange; i alt giver det pop-produktioner med et twist. Der er klangmusik fra Jonas Olesen som er laptop-musiker med baggrund som techno-producer og radio dj. Jonas R Kirkegaard laver intuitive og personlige kompositioner over hverdagens fænomener. Vectral fokuserer på komplekse rytmestrukturer, mens one-man-bandet Voks står for en collage af "hysteriske symfonier, opdigtet folklore, barnlig ekstase og gennemtrængende popsange".

Altså: alt fra melodisk electronica, over drømmende digitale lydcollager, gennem det perplekse og trævlede, til konceptuelle støjudbrud.  Men uanset hvad er fællesnævneren pionerånd og en vedvarende passion for elektronisk musik.

Og det rækker frem mod EMAs målsætning på årsbasis: fortløbende at kunne fremvise cremen af byens - og dermed landets - elektroniske kunstnere og deres kreativitet gennem showcases, hvor alle genrer får plads.

-
EMA er opstået i et samarbejde mellem Århus Kommune, Det Jydske Musikkonservatorium og DIEM (dansk institut for elektronisk musik). På mange måder kan man sige, at startskuddet gik, da Århus Kommune for et par år siden valgte at afsætte den såkaldte ”elektroniske million”, som var øremærket til at støtte initiativer på elektroniske scene. En udløber heraf er EMA, som er en netværks organisation der samler en række små miljøer under samme paraply.