Javascript Menu by Deluxe-Menu.com
 
 
nyheder  « klik her for at komme tilbage til listen
 
Murder og storytelling i Maarup Kirke
19-05-2008 | Af Søren B. Kristensen

Murder i kirken - den i Maarup, altså.
I en underholdningsverden hvor trends, brands og hypes  skifter med lynets hast, er det både befriende og vigtigt  at skære helt ind til benet for at finde frem til essensen af hvad underholdning og oplevelser egentlig handler om.

SPOT Festivalen er nået frem til, at essensen i at kunne underholde og give folk en god oplevelse er ”den gode historie”. En rigtig god historie tager udgangspunkt i noget, man kan relatere til - men samtidig er vi nysgerrige af natur og vil også gerne udfordres og høre en historie fra de syv verdens have.

Torsdag 29. maj kl. 20 vil Maarup Kirke blive omdrejningspunktet for den gode historie sammen med den lokale historiefortæller Tove Marquardsen og den københavnske country-folk duo’en Murder.


Maarup Kirke - på kant med udviklingen...
Den lille atmosfærefyldte kirke, som ligger i Lønstrup i Nordjylland, har en unik historie og skæbne. På grund af de barske vejrforhold ved vestkysten - hvor havet hvert år æder flere meter land – er det meste af kirkegården forsvundet i havet, og kirken står nu i ensom majestæt kun 5 meter fra afgrunden.

Til at fortælle Maarups Kirkes historie samt andre små beretninger fra Lønstrup-egnen kommer højskoleunderviser Tove Marquardsen, som også er formand for Maarup Kirkes Venner.

Efterfølgende giver den akustiske duo Murder koncert. Duoen er i øjeblikket et af dansk musiks mest anmelderroste bands i både ind- og udland. Bag det voldsomme bandnavn gemmer sig Jacob Bellens og Anders Mathiasen. Sammen laver de intens og melankolsk neo-folk,  som kan lede tankerne hen på Lenord Cohen og Johnny Cash.

Murder brød for alvor igennem i 2007, hvor albummet ”Stockholm Syndrome” begejstrede anmelderne, som efterfølgende bragte Murder på en succesfyldt turné rundt i Danmark. Stockholm Syndrome er også udsendt i Tyskland og Belgien, hvor Murder efterhånden er blevet et velanset navn.

Aftenen byder således på et spændende miks af lokal historiefortælling og dansk musik med international kant - i unikke omgivelser.

Arrangementet afvikles i samarbejde mellem: ROSA – Dansk Rock Samråd / SPOT Festivalen*, Musikforeningen Rocktraum og Maarup Kirkes Venner.

Billetpris 60 kr. Billetter kan købes i døren - eller ved henvendelse til Rocktraum på info@rocktraum.com

- - -
*SPOT Festival 2008 forgår 5.-7 juni i det centrale Århus med 116 musikalske indslag fortrinsvis fra Danmark og Norden