Tilskuere, stemning - SPOT. (Foto: Thorsten Overgaard)
SPOT Festival 2008 er slut. Foran ligger opgaverne med at følge op på resultaterne – de internationale og nationale aftaler orkestrene og danske formidlere på SPOT har indgået for at fremme karriere og udvikling.
For ROSA - Dansk Rock Samråd drejer det sig først og fremmest om at holde og styrke det positive momentum for dansk musik, som vi bl.a. med SPOT Festivalen som redskab, har været med til at give dansk musik på den internationale bane.
De første resultater af de tre dage musik er allerede klar:
- Multizik Festival i Luxembourg/Belgien har udpeget og inviteret Veto, Jong Pang, No and the Maybes, Figurines, The Late Parade og Spleen United til festivalen i august.
- Nordic Blizzard-festivalen i Tivoli, Utrecht, Holland (25. oktober) vil se Dúné, Men Among Animals og Slaraffenland.
- Sonic Visions, Luxemburg har udpeget Dúné, Veto, Jong Pang, No and The Maybes og Murder.
- Slaraffenland, Said the Shark, Tone og Le Fiasko er udpeget til SPOT On Denmark-showcasen i Bruxelles 8. november.
Alle fire festivaler/showcases er resultat af SPOTs øgede indsats vedr. Benelux-landene, hvor 48 branche/medie-personer gæstede festivalen.
Og så har Veto også fået en europæisk aftale med SONY/BMG på plads oven på gruppens optræden på SPOT.
Mere vil helt sikkert komme til i den kommende tid som resultat af de tre SPOT-dage. Derfor vil flere koncerter og øget opmærksomhed have vores fokus i det næste år.
Ved siden af dette arbejde vil vi naturligvis reflektere og bearbejde alle indtrykkene omkring og på festivalen, hvad enten disse stammer fra vore mange faglige og kulturelle seminarer ,eller det er ideer eller kritik udefra.
Som brand kan vi glæde os over, at SPOT i dag sender et stærkt og innovativt signal. Snart 15 års målrettet arbejde har i dag klart medspil fra nye scener og etablerede koncertsceners øgede optag af ny musik.
På statistik-siden viser den foreløbige opgørelse over SPOT 2008 (2007-tal i parantes):
- Solgte billetter: 3409 (3600).
- Akkrediterede – Danmark: 1024 (1032) – heraf ca. 230 repræsentanter for booking-firmaer og spillesteder.
- Akkrediterede – udland: 206 (173) – fremgang på 19 % som falder fint i tråd med vores øgede fokus på denne del af branchen.
Musikalsk har ROSA hidtil bestræbt sig på at tilgodese kvaliteten i bredden. Denne tilgang ligger stadig vort hjerte nær.
I den kommende tid vil vi samen med vore mange ”baglande” – store som mindre aktører i det danske, professionelle rytmiske musikliv – drøfte den indiskutable succes SPOT hidtil har været som løftestang for dansk musik: definere formål, indhold, kurs og form - og derefter gå i gang med planlægningen af næste års udgave.
Fra ROSAs medarbejdere skal lyde en stor, stor tak til de mange mennesker og samarbejdspartnere, der gjorde den 14. udgave af SPOT mulig.