Enmands-projektet Familjen  har hjælpende hænder med live - også når der bydes op til SPOT-fest.

"Det Snurrar I Min Skalle" vækkede i efteråret det skandinaviske poppublikum med sin hakkende, synthede elektrobeat. Nu har svenske  Familjen – som i virkeligheden er et enmandsprojekt  - meldt sig klar til at spille SPOT. Og besøget bliver ikke mindre aktuelt af at singlen ”Huvudet I Sanden” er udsendt som nyt eksempel på svensk ironi, hookline m.v. når det er fest-bedst.

Med Familjen på programmet undertreger SPOT igen, festivalen har som ambition at finde frem til det bedste nordiske musik pt. – og mange flere navne fra vores nabolande vil blive offentliggjort i nærmeste fremtid.

Men lige nu og her gælder det endnu en stribe danske – og når vi nu taler om fest er The Wong Boys et rigtigt godt bud med deres dansevenlige in-your-face club-electro-rock med Frank Ziyanak i front. ”Git ur fuk on” hedder første single – så er stemningen li’som lagt.

SMALL - en trio der vil staves med stort.

My Evil Twin med Cecilie Enevold Nielsen i spidsen står for en up-tempopræget men mere lofi-orienteret  elektro-pop, mens man i den mere søgende, drømmende, eksperimenterede retning finder navne som Under The Sherry Moon med deres nøgne club-electro,  og SMALL, der trods navnet insisterer på at blive stavet med versaler og i øvrigt står for en  mere bred, tung og mørk electro-rock.

Uden electro, men stadig drømmende og eksperimenterende er otte m/k store Le Fiasko  - med Under Byens violinist Nils Grøndahl og den særegne sangerinde Cæcilie Trier – der virkelig er ude at snuse nye grænser op, mens Our Broken Garden møder op til SPOT med deres svævende, smukke, alternative pop. Og i øvrigt med frisk liveerfaring fra både Skandinavien og England.

The Late Parade - storladen pop på SPOT.

Svævende og flotproduceret fremstår The Late Parade med storladen pop og Rune Vigils meget lyse stemme som særlige kendetegn - det er  musik til de sene nattetimer - mens trioen No And The Maybes rubricerer sig som alternativ indie-pop og tager hørbart afsæt i den klassiske poptradition med Beach Boys etc.

Sidst men ikke mindst er der også Michael Møller, som mange kender som forsanger i moi Caprice. I eget navn skruer Møller lidt ned for de komplekse kompositioner og arrangementer til fordel for ind-til-benet-sange – og tekster der gerne vil handle om sex og begær…

Møller  er i øvrigt SPOT-debutant som solist, lige som de øvrige ovenstående navne også besøger festivalen for første gang.